Betal for at gøre andres arbejde

Foto: MHF Creativity

Lyder det som et godt tilbud? Nej vel. Ikke desto mindre er det lavprisflyselskabet Ryan Airs nyeste påhit i kampen om at tjene på billetter, der helst skal koste det rene ingenting.

Tillad mig at tage jer med på en tur nedad Memory Lane. For cirka tre år siden skulle jeg ud og rejse med nogle veninder. Billetterne blev købt i mit navn og den elektroniske billet sendt til mig. Da jeg tager et kig på det tilsendte, støder jeg på udtrykket ”Wheelchair Levy” og tænker, hvad hulen er nu det? 

Nu er jeg typen, som gerne vil sikre mig, at alt er klappet og klart, når jeg sådan begiver mig ud i verden. Så i stedet for at trække på skuldrene og tænke ”Nå ja, det er sikkert ingenting”, vælger jeg at ringe til selskabet. ”Selskabet” var i denne sammenhæng Ryan Air, som jo altså holder til i Irland = intet lokalkontor i Århus Lufthavn. Så jeg griber knoglen og ringer derover. Efter at være kommet mig over min første fascination over den rare dames meget fine irske accent (man er vel sprognørd), tager jeg mig sammen til at stille mit spørgsmål: Har jeg bestilt en forkert billet? Hakket et forkert flueben af, eller noget i den stil? For, fyi, så har jeg ikke brug for en kørestol. 

Jeg får svaret, at billetten skam er ganske korrekt, og at kørestolsafgiften pålægges alle billetter for at dække udgifterne i de situationer, hvor en passager har brug for at blive transporteret i kørestol.

Fair nok, tænker jeg – man har vel en social bevidsthed, og velfærdssamfundet bygger jo nu engang på solidaritet. Men 164 kr.? Jeg mener, med den mængde passagerer, som Ryan Air slæber rundt på hver eneste dag, så kan man godt nok skubbe rundt på mange kørestole for de penge! Men fint nok, vi sluger kamelen – billetten er jo trods alt stadig billig.

Og det er lige netop den tankegang, som Ryan Air tjener på – at billetten er billig, så man ignorerer alle de ekstra udgifter, som pålægges. Man skal for eksempel betale for at medbringe bagage. Og i dag koster det seks gange mere at gøre det end for få år siden. Det koster desuden 85 kr. at betale sin billet med kreditkort. Derudover så kunne man for ikke så længe siden høre Ryan Air-bossen Michael O’Leary lege med tanken om at indføre møntindkast på flytoiletterne. 8 kr. eller 1 pund per tur. For, som han sagde,

“Jeg tror ikke, at der nogensinde er en passager, der er gået om bord med mindre end et pund på lommen”.

Tillad mig at modbevise den påstand. For jeg er typen, som sjældent har klingende mønt på mig. Dankortet kommer op af lommen selv for at betale de 10 kr. for at leje spinningsko i fitnesscentret. Og hvad gør man så? Når man sidder 10 km. oppe i luften uden 1 pund på lommen og har overhængende brug for at besøge det lille hus? Mon de her poletter til Nettos vogne kan gå i? 

Nå men inden jeg går (mere) i selvsving, så lad mig (langt om længe) komme til min pointe – det her med at betale for at udføre andres arbejde. For nyeste skud på stammen af gebyrforvirring hos det irske selskab er at fjerne check-in-skrankerne. Nu skal man altid checke in online hjemmefra – og printe sit boarding pas selv. Det sparer tid, er argumentet vel sagtens. For passagerne OG for selskabet. Men, tro det eller ej, så får man for sin ulejlighed med at gøre Ryan Airs arbejde (indsæt trommehvirvel her) en regning på 5 pund. (ca. 42 kr.)

Så kan det altså godt gå hen at blive en dyr fornøjelse at købe discount. Don’t get me wrong, jeg betaler gerne 30 kr. for en kedelig trekantssandwich for at spare 1000 kr. på billetten. Men galskaben må da også have en grænse. Man kunne jo lege med tanken, om ikke priser på flybilletter efterhånden er lige så uigennemskuelige som telefonabonnementer? Og så passende indføre et lignende princip med at angive den reelle pris med småt. Altså hvad billetten koster, hvis du HAR bagage med, GERNE vil betale med kreditkort (kan man efterhånden nærmest andet?), og faktisk GODT vil undgå at hoppe i sædet hele vejen, fordi du ikke lige har penge på lommen.

Just a thought…