De multi(medie)taskende

Vi tweeter, mens vi overværer en præsentation; vi sms’er, mens vi er på café; vi opdaterer Facebook-status, mens vi ser tv; og vi deler og kommenterer som aldrig før. Det moderne menneske er blevet en multitaskende person, hvis opmærksomhed er splittet mellem alle platformene.

Da jeg var barn, fik tv’et vores fulde opmærksomhed – når der altså blev bragt programmer, som vi ville se. Muligvis suppleret med en kop aftenkaffe. Det samme gjaldt Radioavisen og morgenavisen. Når man arbejdede på sin computer, derimod, så foregik det ved skrivebordet på kontoret, oftest med briller på næsen, døren lukket og skrivebordslampen tændt. Og så fik vi for øvrigt først computer ret sent.

I dag er det anderledes. I dag bliver vi mere og mere multitaskende, når det kommer til vores brug – og forbrug – af medier. Vi er konstant opdaterede og konstant tilstede i alle vores netværk, off- som online. Computer og telefon er i lige så høj grad en forlængelse af vores sociale liv, som det er et redskab, og vi bruger begge dele i tide og utide. Men hvad betyder det så egentlig for vores tilstedeværelse? Er vi i virkeligheden aldrig rigtigt tilstede nogen af stederne? Altså, sådan helt og aldeles fokuserede på den kontekst, som vi netop da befinder os i.

Tværmedielt Melodi Grand Prix

I går sad jeg, som ganske mange andre danskere og europæere, og så årets Melodi Grand Prix i al dets glans og gyselighed. Men i virkeligheden SÅ jeg det jo ikke som sådan. Jeg havde tv’et kørende og computeren tændt, og jeg deltog derfor nærmere i det på et tværmedielt plan. For vores tendens til at dele og kommentere forsvinder ikke, når der er Melodi Grand Prix. Tværtimod. Min Twitter stream var ét langt kommentatorspor for #escdk, der i aftenens anledning blev brugt til at dele tanker om de enkelte optrædende med alverden – eller i hvert fald med den danske del af den.

Det var helt sikkert en del af oplevelsen. De mange real-time spydige, sarkastiske og af og til seriøse tweets, som jeg også selv udsendte en del af, gjorde MGP til en fælles oplevelse og tilføjede en ekstra, yderst underholdende, dimension til oplevelsen. Og Twitterland gør sig allerede klar til næste fælleskvidder: VM i fodbold.

Præsentationer og hashtags

En lignende oplevelse havde jeg, da jeg hjemme fra min sofa i min stue deltog i et amerikansk baseret webinar om social business. For alt imens jeg lyttede og stillede spørgsmål, så deltog jeg i debatten på Twitter. Nå ja, og Facebook blev da også lige tjekket og kommenteret til trods for, at det havde absolut intet med social business at gøre, når man lige ser bort fra mediets sociale karakter. Til en anden præsentation, hvor jeg var fysisk tilstede, blev der da også tastet lystigt på mobilerne under det hashtag, som arrangøren selv havde leveret til lejligheden.

Går vi glip af lige så meget, som vi opnår?

Jeg er glad for tendensen til at dele. Det betyder, at jeg kan suge guldkorn til mig fra selv de arrangementer, som jeg ikke kan deltage i. Og det betyder, at jeg kan grine med andre over fjollede MGP-kostumer, selvom de andre befinder sig et helt andet sted. Men bagsiden af medaljen er der jo også. For når jeg læser og skriver MGP-tweets, så går jeg glip af kamerakiks på skærmen. Og når jeg følger med i Twitter-sporet for webinaret, så hører jeg ikke rigtigt efter, hvad der faktisk bliver sagt til selvsamme webinar.

Og hvad når vi sidder på café med venner, mens vi lige tjekker mobilen? Er vi så rigtigt tilstede på caféen for vores venner? Går vi i virkeligheden glip af lige så meget, som vi opnår?

Hvordan oplever du vores stigende multimedietasking?

Like This!

Add to FacebookAdd to DiggAdd to Del.icio.usAdd to StumbleuponAdd to RedditAdd to BlinklistAdd to TwitterAdd to TechnoratiAdd to Yahoo BuzzAdd to Newsvine

2 svar til De multi(medie)taskende

  1. Ulrik H. Kold siger:

    Hej,

    og tak for en god omgang #escDK-livetweeting. Jeg har faktisk haft lidt samme fornemmelse som dig efter det internationale melodi grand prix.

    Det gik op for mig ret tidligt under transmissionen, at der var ting, jeg slet ikke så på skærmen, eks. den spanske streaker / show-crasher / jumper Jimmy Jump, der forstyrrede det spanske nummer.

    Da rulleteksterne kørte over skærmen og Lena sang sit vindernummer for sidste gang, gik det op for mig, at jeg havde haft en dejlig aften med livetweets af begivenheden, men at jeg i virkeligheden måske kun havde set ca. 30-40% af showet på tv. Resten af tiden forsøgte jeg febrilsk at følge med og selv udspy kommentarer.

    Så, jo, jeg har den samme oplevelse, når jeg forsøger at multi(medie)taske. Og jeg ved ikke om det er godt eller skidt. Jeg ved ikke om jeg kun får en 80%-oplevelse eller om det bliver en 125%-oplevelse ud af at dele min tv-opmærksomhed med Twitter/Facebook/you-name-it.

    • wordsandvisions siger:

      Lige netop! Jeg så faktisk heller ikke ham stage crasheren. Men jeg mener nu alligevel, at min oplevelse af showet blev meget sjovere af alle de herlige kommentarer. Men nu er melodi grand prix jo én ting – det er jo noget andet med for eksempel præsentationer, webinars og den slags. Et eller andet sted, så er det jo lidt fjollet, at man skal læse andres tweets for at huske, hvad der egentlig blev sagt til noget, man selv deltog i, fordi man selv havde for travlt med at dele til rigtigt at høre efter. Omvendt så giver det også ofte nye vinkler, nyttige links eller ganske enkelt en fin opsummering af de vigtigste pointer.

      Uanset, så kommer vi ikke uden om multimedietasking. Og det er nu heller ikke det, jeg ønsker – lidt social media nørd er man vel🙂 Men jeg synes klart, at det er værd at overveje, om man i nogle situationer måske burde cutte forbindelsen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s