Du laver… symaskineoptimering?

At arbejde med search marketing er en ret fin ting. Gode kolleger, gode kunder, spændende problemstillinger og masser af muligheder for innovation. Alt i alt befinder jeg mig som blommen i et æg. Én udfordring er der dog. Og den opstår som oftest ved 5 små ord efterfulgt af et spørgsmålstegn: ”Og hvad laver du så?”.

Misforstå mig ikke, det har intet at gøre med ikke at ville ud med svaret. Tværtimod, jeg bærer min limegrønne search-kappe med stolthed. Og jeg fortæller gerne vidt og bredt til enhver, der måtte ønske at vide mere.

Men search marketing er en svær størrelse at forklare henover flæskestegen til familiefester eller den hurtige hilsen til et netværksarrangement. Overraskende ofte bliver et svar á la ”jeg optimerer firmaers markedsføring på søgemaskiner” hørt som ”jeg optimerer symaskiner”.

SytrådNu HAR jeg faktisk engang arbejdet med symaskiner. De ældre modeller fra Singer er effektive arbejdsheste, som jeg bestemt ikke ville have spor imod at give et reklameord eller to med på vejen. Men det forklarer bare ikke rigtig, hvorfor search er så spændende et felt at arbejde med.

Det gør et mere bredt svar i stil med ”jeg arbejder i reklame/mediebranchen” heller ikke. For selvom search er både reklame og medie, så er det også sin helt egen finurlige størrelse.

Derfor går det her blogindlæg i al sin enkelthed ud på at sætte nogle ord på, hvad det vil sige at arbejde med search.

Search marketing 1-2-3

Search består grundlæggende af tre elementer:

  1. SEO, også kendt som søgemaskineoptimering, der arbejder med, hvordan man tager sig ud i Googles almindelige, ikke-betalte resultater. Ikke bare hvor, men også hvordan. Er der god synlighed, hvordan kommunikeres der, og giver det salg?
  2. PPC, også kendt som SEM, pay per click-annoncering, paid search, sponsorlinks eller Google AdWords-annoncering. Kært barn har mange navne, og det her “barn” er mig særligt kært, da det er mit kernefelt.

    PPC arbejder ligesom SEO med, hvordan firmaer og organisationer tager sig ud på søgemaskinerne. Her arbejdes der blot med betalte placeringer, altså reklamer. For både SEO og PPC gælder det i Danmark, at primært fokus er på Google, der sidder på en altoverskyggende markedsandel, når det kommer til, hvor danskerne søger efter information.

  3. Webanalyse, også kendt som web analytics. Dette felt hænger tæt sammen med de to første, da det er et vigtigt element i at forbedre brugeroplevelsen fra klik på et søgeresultat i Google eller en anden trafikkilde til den oplevelse, som man mødes af på firmaets hjemmeside. Et godt salgsresultat for et firma hænger uløseligt sammen med en god oplevelse for kunderne.

Kommunikation, forbrugerindsigt og markedsføring

Tre ord går igen i ovenstående: kommunikation, brugeroplevelse og annoncering. Det er ikke tilfældigt, for netop disse er nøgleord i det at arbejde med search. Både SEO, PPC og webanalyse handler nemlig om at sikre, at et firmas brand er godt repræsenteret, at der skabes salg, og at der lyttes til, hvad kunderne ønsker.

Talebobler

Search er i den forstand spørgsmål og svar. Når vi som forbrugere søger på Google, så stiller vi søgemaskinen et spørgsmål. Og når vi som search-folk derfor arbejder med at optimere kundernes markedsføring på søgemaskinerne, så arbejder vi kort og godt med at sikre, at der gives de bedste, mest relevante svar på de spørgsmål. Naturligvis med det formål at servicere vores kunders kunder så godt, at de ender med at købe.

Med andre ord: At arbejde med search er at arbejde med målrettet kommunikation, forbrugerindsigter og taktisk markedsføring.

Vi ved om det virker

Personligt har jeg en baggrund og uddannelse i kommunikation, og en af de absolut fedeste ting ved at arbejde med search er for mig, at alt er så målbart. Noget der ellers ofte kan være lidt af en udfordring i klassisk virksomhedskommunikation. Når vi sætter en kampagne i søen, så får vi lynhurtigt resultater.

TærtediagramVi kan se, hvilken effekt vores indsats har, og endda ofte også hvorfor. Det betyder at vi igennem analysearbejde løbende kan fintune kommunikationen mere og mere. Men det betyder også, at et eventuelt svagt resultat ikke dør i synden.  Her kan nemlig også afsløres ledetråde til, hvordan man finder tilbage på ret kurs.

Mennesker over maskiner

En ret udbredt opfattelse af search er, at det handler om koder, teknik og anden kryptik. Og der ER da også både koder og kryptik i search. Ligesom symaskinen, der blev nævnt i starten, er en teknisk størrelse, der skal være toptunet og velfungerende for at yde, ligesådan er der i search et maskinrum af værktøjer, som vi bruger til at yde i vores daglige arbejde for kunderne.

Men dér, hvor den virkelige forskel ligger, er, hvordan symaskinen betjenes. Er overlock det rigtige svar, eller skal vi ud i en ligesøm for at opnå bedst resultat? På samme måde handler det også i searcharbejdet mere om mennesker end om maskiner. Værktøjerne er et vigtigt krav, men det er hvordan de betjenes, der er det afgørende.

Derfor går en vigtig del af en hverdag i search ud på at tale med kunderne, at forstå deres forretnings- og markedsføringsmål, og at omsætte dette til strategier for hvordan der kommunikeres til potentielle kunder, når de søger på Google. Herefter tages alle værktøjerne i brug for at realisere strategien.

Fra maskinrum til chefstol

At arbejde med search marketing betyder ofte en hverdag med en stor berøringsflade. For vores arbejde har potentiel betydning for alt fra valg af CMS og indkøb af varelager til branding, salgsmål og forretningsstrategi. Det betyder også, at vi ofte taler med mange forskellige personer på tværs af afdelinger hos vores kunder.

Nogle gange er det IT eller sælgere, andre gange er det PR-folk, marketingmedarbejdere eller sågar topchefer. Og så taler vi naturligvis også med vores kolleger. Med webfolk, medieplanlæggere, mobilspecialister, social media-folk og mange flere.

Search never sleeps

Klode i interaktion

Er et udtryk, som min chef ofte bruger. Og det er meget rammende for en hverdag blandt søgemaskiner. Det betyder naturligvis ikke, at vi arbejder 24 timer i døgnet. Selv search-folk sover om natten.

Det betyder derimod, at vi arbejder i et globalt felt under konstant udvikling. En fast del af min daglige rutine er derfor at starte dagen med en kop kaffe og et nyhedsbrev eller to, så jeg kan se, hvad nyt Google og andre har fundet på, mens jeg sov.

Derfor er search en meget dynamisk størrelse, hvor vi hele tiden får nye vinkler på at skabe resultater. Og netop derfor vil det aldrig blive et arbejde, som man kan komme sovende til. Og ej heller et arbejde, hvor man keder sig.

Et svar til Du laver… symaskineoptimering?

  1. […] mange overhovedet ikke har nogen idé om, hvad det er vi laver. Nogle opfatter det ligefrem som ”symaskineoptimering”, når vi skal svinge tryllestaven og hjælpe kunden med at ryge til tops på deres mest […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s