9 ting en gravid ikke gider at høre

“The report of my death was an exaggeration.”

– Mark Twain

Bloggen her har ligget stille i noget tid. Huskøb, jobtravlhed, graviditet og nu barsel har sat blogging nederst på prioriteringslisten. Men ikke slettet det fra den, og nu er intentionen, at få vækket bloggen af dvalen. Så må vi se, om jeg kan holde det.

Nogen mom-blogger bliver jeg ikke, men jeg kan alligevel ikke lade være med at dele et par observationer, sådan til almen info:

Ting de færreste gravide gider spørges om eller fortælles, men ofte bliver det. Skrevet med et smil, da folk jo mener vel. Og nej, gravide er ikke nogen truet dyreart, der skal værnes om konstant, men lidt ekstra omtanke kan betyde meget. Og i øvrigt spare en selv for trætte blikke.

  • “Nu er det da vist lige oppe over, hva'”. Typisk sagt af mænd fra ca. 7. måned og frem. “Oppe over” er relativt, og selvom 1 måned tilbage er kort tid ud af 9 måneder, så kan det virke som en evighed, når alt er tungt og besværligt. Især fordi det kan ende i halvanden, hvis man går over tid.
  • “Er du sikker på, der kun er én?.” Ment i sjov, men også lidt i alvor. Trust me, ja man er sikker. Efter første scanning. Med mindre der rent faktisk er mere end en.
  • “Maven er da ikke særligt stor af x. måned” eller “Er den mave ikke meget stor allerede?” Som gravid bliver du og baby løbende målt og vejet. Om baby vokser, som den skal, fylder meget, og den slags kommentarer kan uforvarende og unødvendigt pirke til den bekymring. Eller sætte gang i frygten for at skulle føde et stort barn. Ud af alt til fødselsforberedelse husker jeg bedst sætningen “store maver kan sagtens gemme små børn og små maver bære på store babyer.”
  • “Graviditet er ikke nogen sygdom.” Igen ofte sagt af mænd. Og nej, det er det ikke. Men det er heller ikke business as usual. Og man kan få enormt øm ryg, blive enormt træt, og blive ret emotionel. Gravide skal ikke pakkes ind i vat (det ville også være et helvede, når man konstant har det for varmt), men lidt hensyn skader ikke.
  • “Det gælder om at sove nu.” Enig, det er svært at sove rigtig godt, når først Mini melder sig på banen. Men den sidste måneds tid eller to af graviditeten sover man ofte jævnt elendigt, og at understrege at det bliver ved de næste 18 år, det får altså ikke ens sovehjerte til at samarbejde.
  • “Et enkelt glas skader altså ikke.” Måske ikke. Men hvis den gravide ikke ønsker det, så respekter det. Ofte sagt af den ældre generation, som ventede sig, før anbefalingerne blev lavet om.
  • “Du bør ikke spise x,y,z, når du er gravid” eller den omvendte “det sker der altså ikke noget ved at spise.” Igen, respekter den gravides valg uden at lave et stort nummer ud af det. Det er besværligt nok i sig selv pludselig at bede om gennemstegt kød og spørge til laksens oprindelse, ligesom løftede pegefingre, hvis man alligevel – måske uforvarende – overtræder “reglerne” heller ikke gavner. Det lille liv i maven sætter virkelig ens følelser på den anden ende, og statistisk sansynlighed for, om noget skader, føles i den sammenhæng fløjtende irrelevant.
  • “Er det nu ikke bare hormonerne, der taler?” Måske er det. Og måske ER man uretfærdig. Og selvfølgelig skal ens omgivelser ikke bare finde sig i alt. Men overvej, om det nu også er nødvendigt at tage diskussionen i den enkelte situation. Og lad for guds skyld være med at nævne hormonerne. Du risikerer at stå med en stortudende eller rødglødende gravid som resultat.
  • Skrækhistorier. Af enhver art. Skanninger gone wrong, hårde fødsler, børn med kolik osv. Intet af dette er noget, man har brug for at høre om, når man har følelserne uden på tøjet.

Ud over dette, så var jeg overrasket over to eksempler på mærkværdig opførsel, der næppe havde huet Emma Gad, så en lille løftet pegefinger bliver det altså alligevel til. Jeg vil gøre mit allerbedste for selv at huske dette, når jeg møder andre i samme situation.

  1. Folk der rør ved maven uden at spørge først. Ud over et knus eller et klap på skulderen, så går vi da ikke normalt rundt og sådan rør ved vores medmennesker, med mindre vi er ret tætte på dem. Og overvej også lige situationen, inden du spørger om lov til at røre maven. For det kan være svært at sige nej, det er jo trods alt vel ment og et udtryk for interesse. Selv var jeg ude for en halvfuld onkeltype, jeg ikke rigtig kendte, som gerne ville lytte til maven. Der var det så ikke svært at sige nej, men jævnt provokerende nærmest at skulle skubbe ham væk.
  2. Udtalt mangel på hensyn i offentlig transport. Her er det altså ikke “ungdommen nutildags”, men så godt som alle aldre og køn, der ikke kan rejse sig og tilbyde en siddeplads i et overfyldt tog. Som jeg husker det, fik folk ofte enormt travlt med at stirre ned i deres telefoner, så snart de så den store mave. Ofte var det den ældre generation, der kunne huske, hvordan det er, man er galant, og selv med mave har man altså ikke lyst til at tage en plads fra en 90-årig. Igen, det ER ikke nogen sygdom, men det er tungt, ryggen kan gøre ondt, og det kan være svært at holde balancen. Og tanken om at falde på maven kan godt gøre, at man føler sig ekstra sårbar. Pudsigt nok var det som om, at folk i busserne var bedre til at give siddepladser fra sig, mens s-tog og metro sjældent fik folk til at løfte et øjenbryn eller en bagdel.

Men det var nok for denne gang. Næste gang er jeg tilbage med et indlæg af faglig karakter. Stay tuned.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s